Miljøpunkt Nørrebro

søndag den 25. januar 2015

Regnen kommer, udstilling på Dask Arkitekturcenter

Sådan kan regnen give bedre byrum

Ny udstilling på Dansk Arkitektur Center viser eksempler på, hvordan investeringer i klimatilpasning kan integreres, så borgerne får mere ud af dem end tørre kældre. 

Af Laura Engstrøm 25. jan 2015 
Grafen på planchen siger det hele: Der kommer mere og mere regn. Tidslinjen begynder i slutningen af 1700-tallet, hvor den årlige nedbør ligger på 640 mm om året. Nedbøren stiger let op gennem to århundreder, men fra 1990 tager nedbøren til, så den ligger på omkring 770 mm årligt. Det historiske skybrud i 2011 har indtil nu sat rekorden i Danmark. Der faldt 100-150 mm regn på halvanden time.

Planchen er en del af Dansk Arkitektur Centers nye udstilling ‘Regnen kommer’ og viser også den historiske udvikling i København i forhold til regnvandshåndtering. Det er interessant at se, hvordan København gik fra at være en lille by omkranset af marker, bakker og enge på den anden side af byportene til en tættere bebyggelse med et kloakeringssystem, der blev vedtaget i 1857, men først udbygget omkring 1900-tallet. Det var så nyt og hot, så man kunne gå på udstilling og se forskellige former for vandlåse.

Lige så godt, kloakeringssystemet har været for personlig hygiejne, smittefare og, ja, mindre stank i gårde og gader, lige så lidt tog kloakkerne højde for fremtidens regn. Hvordan kunne det også det?
Mere for pengene

Derfor skal der de kommende 20 år investeres 30-40 milliarder i klimasikring i Danmark, og udstillingens ærinde er at fokusere på, at pengene kan bruges konstruktivt, så man ikke bare får ledt vandet væk fra kældre og kloakker, men også benytter den massive investering til at få bedre byrum.

Som i Gladsaxe, hvor der netop nu er ved at blive opført en bane til paddle tennis. Paddle tennis er en mellemting mellem tennis og squash, så banen ud over at få kommunens borgere ud og slå til bolden, også kan fungere som opsamlingstank med sine høje mure.

Et borgerinitiativ til åbning af Ladegårdsåen, der løber under Åboulevard i København, er et af eksemplerne på, hvordan klimasikring kan bruges konstruktivt. (Foto: Miljøpunkt Nørrebro/Helle Rye Westphall; Kamilla Aggerlund) 

Et andet eksempel er Ladegårds­åen, som er den å, der flyder under Åboulevard i København. På initiativ fra borgere viser projektet, hvordan byrummet kan omdannes fra et sted, man helst vil væk fra, til et grønt område med græs, vand og træer, der trækker folk til. De øgede vandmasser vil være synlige og til glæde for borgerne.

Det samme er tanken i Aalborg, hvor kommunen nu vil åbne op for Østre Å i et gammelt industriområde. På Sankt Annæ Plads i København løber regnvand og spildevand i den samme kloakledning. Der er nu planlagt en skybruds­sikring, der vil lede ekstreme regnskyl væk fra de gamle huse og ud i havnen og samtidig danne regnvandsbassiner midt på pladsen på den nuværende legeplads til glæde for de små.
Intelligente kloakker
Man kan også gå på en såkaldt ‘klimaflise’. Den minder om de fortovsfliser, der strækker sig kilometervis ud i byen, blot med den forskel, at der er ‘huller’ i hjørnerne, så vandet kan trænge ned. Tanken er, at vandet herfra skal ledes ned til et underjordisk vandopsamlingssystem og derefter ud til rekreative områder.

Her er også et eksempel på real­tidsstyring af regnvand med såkaldte intelligente kloakker. Kan man via radarteknologi forudsige, hvornår og hvor regnen rammer, er der penge at spare. Det vil også mindske behovet for investeringer i dyrere løsninger, hedder det.

Det er ikke kun Danmark, der bliver vådere. Der er også eksempler fra Singapore, Yppenvig i Holland og Cleveleys i det nordlige England på, hvordan klimatilpasning kan give bedre byrum. I Nordengland har de for eksempel fået en kystsikring formet som en høj trappe, så man kan sidde her og kigge ud over vandet, når der altså ikke er høj vandstand.

Der er meget at læse på udstillingen, men som noget nyt kan man tage alle udstillingens tekster, videoer og plancher med sig hjem via DAC’s app, hvis man ikke lige fik det hele med.

‘Regnen kommer’ på Dansk Arkitektur Center (DAC), Strandgade 27B, København, indtil 6. april. dac.dk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar