http://ing.dk/artikel/130535-forsinkelsesbassiner-og-kloakrenovering-for-150-mio-kr-paa-frederiksberg
Forsinkelsesbassiner og kloakrenovering for 150 mio. kr. på Frederiksberg
Et 4.700 m3 stort forsinkelsesbassin skal bores eller udgraves på Frederiksberg for at beskytte lavtliggende områder. Af Ulrik Andersen, mandag 02. jul 2012
På årsdagen for det store skybrud, der oversvømmede store dele af København og Frederiksberg, har Frederiksberg Forsyning besluttet at kaste 150 mio. kr i kloakken - helt bogstaveligt.
Frederiksberg Forsyning vil anlægge fem såkaldte bassin-ledninger - overdimensionerede kloakrør, der kan bruges til at opbevare kloakvand under et skybrud, så det ikke kommer op på overfladen. Projektet til 50 mio. kr betyder, at der parallelt med kloakledningerne omkring den relativt højtbeliggende Femte Juni Plads skal bores eller graves 2-2,5 meter brede kloakrør ned, der samlet kan indeholde 4.700 m3 vand.
'Femte Juni Plads er valgt, fordi det ligger højest af de områder, der bliver belastet ved store regnskyl. Vi kan aldrig gardere os 100 procent mod oversvømmelser ved helt ekstreme skybrud, men vi kan forebygge og forsøge at begrænse skaderne. Og ved at opsamle og tilbageholde vandet hér mindsker vi risikoen for, at vandet løber videre og øger problemerne i de områder, der ligger længere nede i systemet,' begrunder Nils-Ole Heggland (C), formand for Frederiksberg Kloak A/S samt Drifts- og Forsyningsudvalget i en pressemeddelelse.
Projektet er en del af en 150 mio. kr. stor investeringspakke, forsyningen har på vej. En del af projekterne kræver dog koordinering med København og vil derfor først komme i gang senere.
Frederiksberg har i forvejen to forsinkelsesbassiner, og forsyningen regner med at de nye bassiner kan stå klar i 2015.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar